Sommerfugl

Sommerfugl, bryd ud af din puppe af fortidens hengemte og færdiglevede kokon. Sommerfugl, hvornår har du gennemlevet nedbrydningens totale opløsning, der har slået larven ihjel for at blive genfødt med vinger til at flyve med over verden?

Jeg ønsker at flyve! Jeg ønsker at fravriste gamle edderkoppespinds greb om mine tanker og min verden. Jeg vil leve og flyve som en sommerfugl fra blomst til blomst og suge nektar af helt forskellig smag og konsistens.
Det er det livet handler om, at flagre rundt fra blomst til blomst, at sidde og hvile i sollysets livgivende varme. Hver blomst sin verden. Hver blomst sin erkendelse. Hver blomst sin duft og mulighed for erfaring.
Det er det det hele handler om. At samle erfaring som nektar i hver en blomst jeg lander på. Jeg ruller min snabel ud og stikker den dybt i blomstens bløde midte, hvor livskraft og erfaringers muligheder gemmer sig. Kun i samkvemmet rummes livets gåde. Kun i dybden findes realiteternes grund - at vi alle er ét og dog så langt fra hinanden.
Vi taler til hinanden - vi bruger det samme sprog og dog forstår vi sjældent hinanden. Jeg er et du og du er et jeg - og derfor kan vi ikke forstå hinandens ord. Sproget er en ufuldstændig bro imellem mennesker, over den kan vi kun nå hinanden med fingerspidserne.
Afstandens illusion er for stor og uigennemtrængelig.
Det er menneskehedens selvskabte vilkår at leve i hver sin lukkede puppe. Først når vi bryder ud af puppens snævre isolation og illusoriske beskyttelse, kan vi flyve i lufthavet, som forbinder os alle med hinanden og med verden. Her flyder alt ud og ind mellem hinanden. Det er sådan virkeligheden er - en uendelighed af flyden ind og ud mellem hinanden. Fordi vi alle er ét og den samme substans - lufthavets uendelige mængde af dele.
Det er det vi er: Flyvende sommerfugle i et uendeligt lyshav af væren og bevidsthed.
Jeg tænker - altså er du - til stede i verden. Jeg lever - altså flyver jeg gennem verdner og horisonter til en helt anden galakse, som også er lige her.
Den tiltagende måne står op over skoven i tusmørkets skær fra den forsvundne sol. Hvor kommer lyset fra? Fra kilden eller månens bagside? Det spørger jeg om, og fra solens ukendte bagside lyder svaret. Kun lyset er svaret på mørkets evige gåde. Det er nu!

Ravnen

Jeg sidder i toppen af et træ og skuer ud over skoven. Over jorden hænger en dis af mistro og frygt. Vi har været her fra tidernes morgen. Vi har ført slægten videre i evigheders evighed.

Fra toppen af verdens skove ser vi ud over menneskehedens dårskaber og illusioner. Kun frygten styrer verdens forlis, kun smerten styrer livets forgængelighed.

Fra toppen af verden ser jeg ud over Jorden, der er indelukket i en skal af mistro og frygt, skrøbelig som ægget, der falder mod jorden og stærk som alle fortrængningers forsvarsværker. Når jeg svæver over verden, stiger lugten af angst op som bølger fra menneskenes byer.

Kom ud i luften!
Kom ud i friheden!

Men ingen hører mine råb.
Alle ører er lukkede, menneskene har søgt tilflugt fra hinanden i ensomhedens illusoriske skjul.

Kom ud i lyset og kærligheden!

Men ingen hører mine råb, mens jeg svæver på luftstrømmene over verden.

I evigheder har jeg boet i toppen af et himmelstræbende træ. Herfra ses alle verdens dårskaber og illusioner, herfra ses lysets skjulte sandhed.

Menneskene bevæger sig mellem hinanden tynget mod jorden. De bevæger sig i søvne og blindhed for sandheden omkring dem. De ser kun sig selv og alle de skygger, de kaster på jorden.

Løft jer op, råber ravnen i flugten.
Løft jer op og se verden som den er.
En uendelig skiften mellem lys og mørke. En uendelig skiften mellem glemsel og visdom.

Lyt menneske! Lyt til ravnen i toppen af træet, i skoven, midt i verden.